Formålet med LUF er at udvikle den studerendes personlige
lederskab i samspillet mellem egen person (’indersiden’) og den
organisatoriske opgave (’ydersiden’) indenfor den offentlige
sektors institutionelle kontekst.
Modulet skal således styrke opgaveløsningen i den studerendes
organisation ved hjælp af teoristøttede eksperimenter med, indsigt
i og refleksion over det personlige lederskab.
Gennem test, teoretiske oplæg, praktiske øvelser, brug af
udviklingsportefølje, mini-etnografi samt dialog og sparring i den
studerendes obligatoriske udviklingsgruppe skabes et personligt
ledelsesudviklingsprojekt, der bearbejdes gennem tre faser.
I fokuseringsfasen skal den studerende udpege, hvilken
organisatorisk opgave, projektet skal bidrage til at løfte – og
samtidigt identificere, hvilken del af lederskabet,
ledelsesudviklingsprojektet skal fokusere på. I eksperimentalfasen
skal den studerende ud fra fagets teori og metoder designe et eller
flere eksperimenter, som skaber fremdrift i og viden om
lederudviklingsprojektet. Endelig gennemføres i refleksionsfasen en
teoristyret analyse af data fra ledelsesudviklingsprojektet og
minietnografierne.
Ledelsesudviklingsprojektet beskrives og analyseres i en opgave
på maksimalt 15 sider. Parallelt hermed dækkes i undervisningen
forskellige temaer, der knytter sig til lederskabet, e.g.:
Personlige kompetencer og udvikling af disse, den politiske
organisation, dialog som ledelsesredskab, konflikter, innovation og
forandring.
|