Formålet med afgangsprojektet er, at den studerende på et
problembaseret grundlag selvstændigt skal kunne kombinere
uddannelsens teoretiske, praktiske og udviklingsorienterede
elementer og formidle dette på et sikkert metodisk grundlag.
Grundlaget for afgangsprojektet kan findes inden for uddannelsens
fagområder. Den studerende vælger, formulerer og modner sit emne,
hvor den studerende arbejder videre på de fra studiet tilegnede
faglige teorier og metoder, og hvor den studerende på selvstændig
vis behandler det valgte emne. Det er studiekoordinatoren og den
udpegede vejleder, der skal godkende det valgte emne. I vurderingen
af afgangsprojektet indgår, udover beherskelse af fagets og
hovedopgavens begreber, også de kommunikative og sproglige
kompetencer. Den sproglige behandling og formuleringsevne indgår
dermed i den samlede bedømmelse af eksamenspræstationen, dog vægter
fagligt indhold tungest.
Det udarbejdede skriftlige afgangsprojekt afsluttes med en mundtlig
prøve.
Afgangsprojektet udarbejdes over et emne inden for HD Finansiel
Rådgivnings faglige område, overordnet set. I projektet gennemføres
en i forhold til det valgte finansielle emne relevant teoretisk og
empirisk dybtgående belysning af de foreliggende, ofte komplekse
problemstillinger og analyse heraf. Der forventes en kvalificeret
og selvstændig behandling af det valgte emne. Afgangsprojektet
forventes at levere et kvalificeret bidrag til litteraturen omkring
det pågældende emne.
Afgangsprojekter udarbejdet af 1 eller 2 studerende må max. være på
80 normalsider ekskl. forside, litteraturliste og evt. bilag.
Opgavens sider må i gennemsnit ikke indeholde mere end 2.275 anslag
(inkl. mellemrum). Fx svarende til 35 linjer à 65 anslag. Siderne
skal have en margen på mindst 3 cm i top og bund og mindst 2 cm i
hver side. Skrifttypen skal være på minimum 11 pitch. Tabeller,
figurer, illustrationer og lign. tæller ikke med i antallet af
anslag, men berettiger ikke til at overskride det fastsatte
maksimale sidetal. De 80 sider må altså ikke overskrides under
nogle omstændigheder – heller ikke pga. tabeller, figurer,
illustrationer, halvtomme sider og lign. i afgangsprojektets
hovedtekst (dvs. uden bilag).
Det er den studerende, der selv vælger emnet for sit afgangsprojekt
inden for studiets fagområde; dog skal emnevalget godkendes af
vejleder.
Den studerende udarbejder afgangsprojektet på egen hånd, men med
adgang til vejledning fra udpeget vejleder.
Der er afsat 8 vejledningstimer til afgangsprojektet. De 8 timer
indbefatter, udover tid til vejledning, også vejleders
gennemlæsning af materiale og anden
mødeforberedelse.
|