I faget strategisk salgsmetode og ledelse lærer du at tænke
strategisk over salgstilgangen. Du lærer at analysere virksomhedens
omsætningsmetoder samt understøtte og lede disse, så virksomhedens
strategiske mål opnås.
Strategi bliver virkeligt for kunder i salgsøjeblikket. Salg er
også hvad hele virksomheden lever af. Men salg er under forandring,
processerne og mulighederne bliver på engang mere komplekse og mere
automatiserede. Derfor skal moderne organisationer sammentænke
deres strategiske mål med den måde, de sælger deres produkter og
ydelser på.
Dette fag har til formål at styrke deltagernes kompetencer i at
arbejde strategisk og praktisk ud fra et solidt teoretisk fundament
med linket mellem salg og strategi. Faget har til formål at bygge
bro mellem strategien for virksomheden samt tilgangen til
salgsarbejdet og ledelsen heraf. Det gælder helt ned i den enkelte
kundetilgang og håndtering Det er derfor en grundantagelse i faget,
at salg ikke bygger på tilfældigheder, men er en processuel
bedrift, der kan analyseres og forbedres via organisatoriske og
ledelsesmæssige tiltag – både overordnet og i de enkelte
kunderejser.
Udgangspunktet er en grundig introduktion til salg som proces og
metode, herunder en bred gennemgang af de mest aktuelle
hovedstrømninger, der adresserer den seneste udvikling inden for
feltet. Til dette kobles en række strategiske teorier og værktøjer,
der gør deltagerne i stand til at forstå salgets rolle i strategien
og udarbejde de bedste rammer herfor, inklusiv ledelsesværktøjer
såsom lønordninger og feedback modeller. Udover teorier, værktøjer
og metoder introduceres de studerende til konkrete cases, der
illustrerer de mange facetter og den kompleksitet, der er forbundet
med at arbejde strategisk med salg i praksis. Vi synliggør
nødvendige valg og fravalg på tværs af forskellige organisatoriske
sammenhænge hos både den sælgende organisation og kunden. Ved hjælp
af denne tilgang forsøger vi at adressere nogle af de udfordringer,
der kan være forbundet med at arbejde med strategisk orienteret
salg i praksis
|