Det er fagets formål at give de studerende et sådant kendskab til love og andre retsregler omfattet af faget, at de studerende bliver i stand til at identificere og forholde sig til juridiske problemer i forbindelse med erhvervsvirksomhed og kan bidrage til at forebygge konflikter og indgreb. Erhvervsjura er et væsentligt redskab i forbindelse med styring af erhvervsvirksomhed. Erhvervsjuraen indvirker på mange områder i virksomhedens drift og sætter rammer for, hvordan en virksomhed kan indgå aftaler, tilvejebringe finansiering, indgå i internationale samarbejdsrelationer, foretage indkøb og salg, vælge selskabsform, fastsætte strategier, mv. Disse områder behandles i dette fag ud fra en gennemgang af de regler, som påvirker erhvervsvirksomhedens beslutningsproces. I forelæsningstimerne introduceres regler og love inden for et af fagets centrale emner, og i øvelsesundervisningen og i workshop uddybes og arbejdes der med forholdet mellem de pågældende regler og virksomheden. |