Faget Dataanalyse har til formål at give den studerende en grundlæggende viden om og forståelse for basale statistiske begreber, metoder og modeller, samt gennemføre analyse ved anvendelse af relevant software. Den studerende skal desuden kunne vurdere om egen og andres anvendelser af basale statistiske metoder er hensigtsmæssige og korrekte i en given situation. Det indebærer opøvelse af færdigheden i at sikre en klar sammenhæng mellem problemstilling, analyseform og informationsindsamling og være i stand til at identificere den mest hensigtsmæssige kombination af disse i en konkret kontekst. Endelig skal den studerende på baggrund af en statistisk analyse kunne redegøre for og kommunikere til såvel eksperter som ikke-eksperter, hvilken konklusion, der kan drages omkring den konkrete problemstilling.
Mange problemstillinger og beslutninger i private og offentlige organisationer er karakteriseret ved usikkerhed og risiko. For at kunne træffe kvalificerede beslutninger under usikkerhed kræves således kendskab til og anvendelse af statistiske metoder og modeller i forbindelse med indsamlingen af data, beskrivelse af usikkerhed, formulering af hypoteser, og analyser af de indsamlede data. Analyser af data, der typisk kommer fra stikprøver, har ofte til formål at beskrive forhold i de(n) population(er), hvorfra stikprøverne er taget. Det drejer sig om at identificere centrale tendenser, variation, ligheder og forskelle mellem de(n) population(er), hvorfra stikprøverne kommer. Dertil kommer basale modeller til at beskrive graden af sammenhæng mellem 2 variabler i et datasæt. Endemålet er at sætte den studerende i stand til at kvantificere usikkerheden med henblik på forbedret beskrivelse af risikoen ved beslutninger af erhvervsøkonomisk eller samfundsøkonomisk art.
Centrale problemstillinger i Dataanalyse: • Deskriptiv statistik • Sandsynlighedsteori • Stokastiske variable og sandsynlighedsfordelinger • Stikprøveudvælgelse og stikprøvefordelinger • Punkt- og intervalestimation • Hypotesetest • Antalstabeller • Regressions- og korrelationsanalyse. |