Globaliseringen medfører tiltagende mobilitet af varer, kapital, viden og arbejdskraft og giver dermed nye muligheder og udfordringer for virksomheder og samfundet som helhed. I det valgfrie fag International Økonomi og Business identificeres og diskuteres betydningen af de nye udfordringer og muligheder. Faget giver den studerende analytiske redskaber, så den studerende kan anvende den indsigt, der opnås fra standardmodellerne i International Økonomi og Business på praktiske spørgsmål. Faget består af to dele: I fagets første og vigtigste del gennemgås modeller inden for international økonomi. Den studerende præsenteres for standard modeller inden for fagområdet og modellernes empiriske relevans og anvendelsesmuligheder diskuteres. I fagets anden del præsenteres den studerende for international business og sikres forståelse for, hvorledes viden fra international økonomi og international business kan kombineres med henblik på analyse af praktiske og virksomhedsnære problemstillinger. Denne del af faget vil hovedsageligt være case-baseret.
De specifikke emner i faget International Økonomi og Business er: • Klassiske modeller for international handel • Modeller for intra-industriel handel under imperfekt konkurrence • International mobilitet af kapital, viden og arbejdskraft • International out-sourcing af varer og tjenesteydelser • Industripolitik og handelspolitik • Internationale institutioner og aftaler (EU, GATT, WTO, KYOTO) • Introduktion til international business • Cases i international business |