Velfærdssamfundet præges i dag af et fremvoksende kontrolsamfund, hvor de gamle strukturer som familie, skole og fabrik opløses. Der er sket en langsom forvitring af civil samfundet, der ikke længere medierer mellem kapital og stat, mellem demokratiske interesser og stat (Hardt). LO’s mindre betydning vidner bl.a. om dette. I vort postmoderne samfund er kernefamilien opløst og afløses i højere grad af venskabets nære relationer (Finn Skårderud), skolen er blevet ”livslang læring”, og arbejdet har bevæget sig fra industri til informations-, service- og frivilligt arbejde. I kontrolsamfundet administrerer kapital- og statsmagt i langt større grad den enkeltes livssfære, regeringen er optaget af folks værdier og sundhed, mens næringsliv og medier omdanner folks intimsfærer til en forbrugssfære. Moderne statsmagt er biopolitisk fordi politik handler om at forme levende mennesker. Magten knyttes ikke kun til stat, styring, institutioner og formelle styringsmekanismer, men også til selve subjektiviteten, til opdragelse,

til etik, krop, affekt og begær og alternativ værdiskabelse. Dermed er biopolitik kommet i centrum for den sociale normdannelse og er blevet et anliggende for både ret, økonomi, demokrati og kunst.

Biopolitikkens aktualitet

Indenfor flere forskellige fagfelter lige fra økonomi, jura og ledelse til arkitektur og litteratur er biopolitik gået hen og blevet en central reference og et omdrejningspunkt for en række stadig mere påtrængende samfundsproblemer der knytter sig til velfærd, eksklusion, selvledelse, ghettoisering, karriereforvaltning, performance og kunstaktivisme. Fælles for disse emneområder er at livet selv er trådt ind i centrum af de økonomiske, juridiske, sociale og kunstneriske discipliner og disse discipliners selvforståelse.

Samfundsteoretisk horisont

Indenfor den politisk teori er det således blevet almindeligt at refererer til vor nuværende politisk orden som biopolitisk, det gælder så forskellige forfattere som Habermas, Sloterdijk, Zizek, Agamben, Hardt, Negri, Lazzarato og Virno. Men der er ikke nogen konsensus omkring en fælles forståelse af denne term. [Nancy]. Enhver synes at være enig i at vor nuværende politiske orden er biopolitisk, men af vidt forskellige grunde. Nogle betoner fremkomsten af bioetikken som central (Habermas, Sloterdijk), herunder sundhedspolitik og ernæring, andre igen betoner sammenhængen mellem politik og videnskabelig kundskab om liv, herunder udnyttelse og manipulation (bioteknologi, Canguilhem, Rose). Det er karakteristisk at de fleste diskussioner af begrebet og dets udvikling kan føres tilbage til Foucaults beskrivelse af den moderne politik som en biopolitik, hvor forholdet mellem politik og liv tidligere var forbeholdt statens ret til at tage liv i form af (døds)straf, mens den moderne politik er karakteriseret ved en inddæmning og kontrol med liv. Med videnskaben og økonomiens stigende dominans bliver selve livet et politisk anliggende. Først bliver hygiejne og sundhed og siden bliver levealder og befolkningsvækst genstand for politisk-juridisk regulering. Distinktionen mellem retten til at forvalte død og fremme liv udtrykker en vital transformation i samfundet og i operationen af sociale processer som har forandret velfærdssamfundets perspektiv. Foucault synes at tale om biopolitik i tre former. Først en specifik politik rettet mod befolkningens fysiske beskaffenhed; dernæst som et paradigme på en tærskel for den politiske modernitet og som det tredje en politisk omsorg for samfundets moralske liv på en kollektiv skala.

Foreløbig plan:

Forelæsningsrække
1. Biopolitik (Introduktion)

Forelæsning 2. Biopolitik og ledelse

Forelæsning 3. Biopolitik, subjektivering og nyliberalismens socialpsykologi.

Forelæsning 5. Biopolitik og Det nøgne liv. Loven og livet.

Forelæsning 7. Biopolitik, byrum, socialitet og arkitektur

Forelæsning 8. Biopolitik, kunst og kritik