• at invitere deltagerne ind i en bevægelse mellem teoretiske/analytiske tilgang og mere pragmatiske teknikker, der åbner op for at kunne lede det anderledes mulige (’innovation’)
• at til vejebringe mulighed for eksperimenterende og æstetiske læringsaktioner (events, eksperimenterende hubs, læringsaktioner m.m.) i relation til en specifik og potentiel velfærdsudfordring.

Dette kursus er særligt interessant for potentielle og fremtidige offentlige HR chefer og skoleledere, offentlige udviklingskonsulenter indenfor områder som HR, skole, kultur, sundhed og byplanlægning.  Og for potentielle og fremtidige NGOer. Kursets mål er at skabe et fundament for en offentlig leder, entreprenør og kreativ leder, der leder et åbent felt af muligheder/ressourcer.

Baggrund
Velfærdsledelse er ikke længere bare et spørgsmål om at sørge for kontrolleret, målelig og foruddefineret omsorg til de ældre; at undervise efter fastlagt læseplan; at sætte programmer og standarder for de socialt udsatte, som blindt skal følges. Velfærdsledelse er også blevet et spørgsmål om at lede den potentielle og den endnu ikke mulige velfærd. I England bliver dette blandt andet omtalt som et spørgsmål om, hvordan der kontinuert lukkes op for potentialitet (Cooper & Starkey 2010). I den danske velfærdsdebat er dette blevet rammesat som et spørgsmål om at udfolde nye ressourcer ved at bygge endnu ikke mulige broer mellem forskellige professionelle siloer, roller og organisationer (RessourceDanmark, Mandag Morgen). Og f.eks. italesætter den nye skolereform forældre som skjulte - men stærke - ressourcer i relation til folkeskolen og indeholder varierende forsøg/eksperimenter på at sætte disse i spil. Indsatser indenfor rehabilitering, byens offentlige rum, biblioteker med kulturelle aktiviteter er blandt andre tegn på, hvordan offentlige organisationer gentænker velfærd og leder de kalejdoskopiske potentialer.
Denne problematisering af problemer og deres mulige løsninger (Foucault 1999) synes at forskyde ledelse af velfærd fra primært at være et simpelt og stabilt in- og output til at blive en ustabil emergerende proces, som overskygger velfærd forstået som et spørgsmål om ledelse af middel og mål.  Velfærdsledelse er ikke længere bare et spørgsmål om at håndtere in- og output. Det bliver et spørgsmål om at være i stand til at lede den potentielle og endnu ikke mulige velfærd.  Det bliver et spørgsmål om at kunne lede processer, hvor man skaber sig selv og hinanden i nye porøse og emergerende fællesskaber, der hele tiden skifter form.  
Med andre ord er velfærdsledelse i dag langt mere blevet til spørgsmålet om, hvordan borgerne inviteres til at være medskabere af velfærd og hvordan offentlige organisationer kan respondere på emergerende, selvkørende og formskiftende processer. Velfærdsledelse kommer kort sagt til at handle om at skabe eksperimenterende ledelsesformer, der kan skabe affective spaces, der konstant kan forgrene sig.