• Den studerende forventes at kunne udvælge, udpege, analysere og reproducere pensum fra faget, som er relevant i forhold til det selvvalgte emne og case.
• At kunne reflektere og uddrage konklusioner og vurderinger gennem analyse af biopolitikkens måder at forvalte eller skabe liv på.
• At kunne foretage en sociologisk-filosofisk-teoretisk humanistisk analyse af en eller flere forskellige måder hvorpå biopolitikken gør sig gældende i samfund, organisation, arbejdsliv eller kunstpraksis på.
• At kunne foretage en kritisk evaluering af analysens gyldighed og konsekvenser.
• At kunne sammenligne og reflektere over fagets pensum i forhold til case.

Fagets formål

I de sidste tyve år har vi både nationalt og internationalt været vidne til en dramatisk ændring i måden af tænke politik på: Politik er blevet biopolitik, en ledelse og forståelse af hvordan vi lever, hvordan livet kan forbedres (optimeres) og hvordan vi kunne leve, altså helheden og totaliteten af det menneskelige liv. På den ene side præges velfærdssamfundet af et fremvoksende kontrolsamfund, hvor de gamle strukturer som familie, skole og fabrik er under forandring og hvor nylilberal psykopolitik forvandler det vi normalt opfatter som elementer af frihed (fritid, leg, emotioner og kommunikation) til funktioner af det kapitaliserede samfundssystem. Kravet om mere ydelse, yderligere selvoptimering og selvovervågning. Resultatet er en gradvis opløsning af demokratiske processer og civil samfundet. Også kernefamilien er under pres afløst netværk og venskabsrelationer, skolen er blevet ”livslang læring”, den studerende en entreprenør (human kapital), og arbejdet har bevæget sig fra industri til informations-, service- og frivilligt arbejde. I kontrolsamfundet administrerer kapital- og statsmagt i langt større grad den enkeltes livssfære, regeringen er optaget af folks værdier og sundhed, mens næringsliv og medier omdanner folks intimsfærer til en forbrugssfære og sundhed til optimerings- og præstationsteknologier. Styring af det hele menneskets liv er kommet i centrum med fokus på styring til selvstyring. På den anden side bliver værdier forbundet med menneskets kognitive læringsevner, etisk-æstetiske evner (dannelse), også kaldet den ’affektive vending’ eller social innovation. Hvad betyder det for værdiskabelsen (økonomisk og socialt) at organisationerne er affektivt, æstetisk og socialt anlagte? Hvad betyder det for organisationen at den enkeltes subjektivitet (selvudvikling og personligt engagement) er flyttet ind i centrum for den moderne organisation? Omsorgsindustrien (hjemmepleje, sygepleje) har længe haft fokus på forholdet mellem affekt (æstetik) og værdi, mellem magt og etik. Nye teknologiske muligheder griber ind i nutiden fra en fremtidsverden vi kun aner konturerne af. Hvordan kan vi genopfinde frigørende projekter i en tid hvor ufriheden antager nye former? Hvad er den sociale værdiskabelses afgørende koordinater i en planetarisk æra? Hvad er sociologien og filosofiens opgaver og betingelser for social innovation?

Det vigtige spørgsmål i dag er hvordan vi fremmer kvalitet i social innovation i arbejdsliv, i byrum, i forhold til naturen, og i skabende processer. Både  forskere, ledere, kunstnere, arkitekter, håndværkere, designere og spildesignere undersøger hvordan vi kan skabe nye læringsrum og nye materielle betingelser der bygger bro mellem den faktiske og potentielle verden. Hvad er forholdet mellem læring, naturens og teknologiens materielle betingelser og social innovation? Hvordan tænke og forstå det gode liv og værdi i forhold til arkitektur og byrum? Kort sagt: Biopolitikken omhandler både magten over livet knyttet til stat, institutioner og formelle styringsmekanismer og livet som magt knyttet til læring, etik, krop, begær og social værdiskabelse. Dermed er biopolitik kommet i centrum for den sociale normdannelse og blevet en central reference  indenfor både økonomi, jura, ledelse, arkitektur og kunst og omdrejningspunkt for en række stadig mere påtrængende samfundsproblemer der knytter sig til subjektivitet, inklusion/eksklusion, velfærd, selvledelse, selvomsorg og etik, nødvendighedens politik og undtagelseslogikker, bæredygtig værdiskabelse mellem økokritik og ledelse, arkitekturen som læringsrum og værdiskabelse mellem magt og etik. Fælles for disse emneområder er at livet selv er trådt ind i centrum af de økonomiske, juridiske, sociale og kunstneriske discipliner og disse discipliners selvforståelse. 

Kursets blik er tofoldigt: 1) På den ene side undersøges subjektivitetens beskaffenhed, nærmere bestemt som et krav om selvledelse, autenticitet og identitet i en verden hvor teknologier for subjektivitet presser sig på fra alle sider af samfundslivet med øget pres på både den enkelte og sociale værdier. 2) På den anden side undersøges subjektiviteten som stedet for etisk-æstetisk værdiskabelse med inddragelse af selvomsorg, værdisamtale i og udenfor organisationer, potentialitet, kreativitet, leg og kritisk etos. Faget er en indføring i biopolitikkens nyere fagtradition samtidig med at det gennem en række konkrete cases og temaer indenfor arbejdsliv, leg, arkitektur, byrum, kunst og natur giver indblik i den nyeste forskning på området. Faget lægger stor vægt på denne praksisorienteret dimension. Faget bygger bro mellem læring, innovation og social værdiskabelse med vægt på ambivalensen mellem styring på den ene side og etik, ny læring og alternativ værdiskabelse på den anden side. 

Samfundsteoretisk horisont

Det er blevet almindeligt indenfor politisk teori at referere til vor nuværende politisk orden som biopolitisk, det gælder så forskellige forfattere som Habermas, Sloterdijk, Zizek, Agamben, Hardt, Negri, Lazzarato, Virno og Byung-Chul Han. Dog hersker der ingen enighed om nogen fælles forståelse af denne term. Alle synes at være enig i at vor nuværende politiske orden som biopolitisk, men af vidt forskellige grunde. Visse forfattere betoner bioetikkens centrale placering (Habermas, Sloterdijk), andre igen betoner sammenhængen mellem politik og den videnskabelige kundskab om liv, herunder udnyttelse og manipulation og de biomedicinske landvindinger (bioteknologi, Canguilhem, Rose) og andre igen betoner det neoliberale regimes psykopolitik der fremfor alt udbytter psyken (fx Big Data jf. Bernhard Stiegler, Byung-Chul Han). For langt de fleste gælder det dog at begrebet og dets udvikling kan føres tilbage til Foucaults beskrivelse, hvor politik handler om at forme levende mennesker gennem selvforvaltning, politisk rationalitet (governementalitet) sundhedsprogrammer, livsstilskulturer, marketing, brands, kropsdyrkelse, smagsdomme og æstetiske domstole for kultur og liv. Magten kan ikke reduceres til stat, institutioner og formelle styringsmekanismer, men bliver uløseligt forbundet med subjektiviteten, med performance, med følelser, begær og individets engagement. Med videnskaben og økonomiens stigende dominans bliver selve livet et politisk anliggende. Efter Foucault har forståelsen af biopolitik bevæget sig i en negativ og affirmativ retning. Mens den negative betoner politikkens totale sammensmeltning med økonomi og økonomisering af livet, fremhæver den affirmative selve livet som en effekt af begær, sprog og sansninger, hvor værdiskabelse, selvorganisering og livspraksis tilsammen danner en vigtig matrice for den aktuelle biopolitik og dens konkrete udtryksformer, i praksisfællesskaber, i civil samfund, bæredygtighed, etik og kunstpraksis.  

Læringsmål

Bedømmelsen i faget biopolitik foretages på baggrund af en skriftlig essayeksamen, hvor den studerende gennem et selvvalgt emne (enten empirisk eller teoretisk) skal forholde sig analytisk, problematiserende og kritisk til en eller flere af de præsenterede biopolitiske temaer. Den studerende forventes at kunne udvælge, udpege, analysere og reproducere pensum fra faget, som er relevant i forhold til det selvvalgte emne og case. At kunne reflektere og uddrage konklusioner og vurderinger gennem analyse af biopolitikkens måder at forvalte eller skabe liv på. At kunne foretage en sociologisk-filosofisk-teoretisk humanistisk analyse af en eller flere forskellige måder hvorpå biopolitikken gør sig gældende i samfund, organisation, arbejdsliv eller kunstpraksis på. At kunne foretage en kritisk evaluering af analysens gyldighed og konsekvenser. At kunne sammenligne og reflektere over fagets pensum i forhold til case. Man skriver et 10 siders essay ud fra et selvvalgt emne. Både forelæsningsform og den tværfaglige undervisning giver løbende eksempler på denne måde at arbejde med emner og tekster på. Faget lægger ikke op til skulle kunne hele pensum, men selektivt arbejde med et tema og derigennem demonstrere brug af fagets grundtanker og grundbegreber. Igennem de sidste ti år er faget bl.a. blevet brugt som træningsbane for bl.a. specialeskrivning: Fagets faglige bredde gør det muligt for de fleste at finde et emne som man også kan arbejde videre med i sit specialearbejde. Eksempler på opgaveemner og specialeskrivning kan ses på hjemmesiden: www.alexandercarnera.dk (Faneblad: Andet + Vejledningsemner).