Dette kursus giver konkret forståelse for og værktøjer til,
hvordan man arbejder med journalister og medier, så egne budskaber
og sager bliver bedst muligt repræsenteret. Nogle institutioner og
virksomheder synes at flyde på en sky af positiv omtale, mens andre
kæmper for at blive bemærket. Nogle synes endda at tiltrække
negative overskrifter på daglig basis. Hvilken en af kategorierne,
man ender i, afhænger i høj grad af, om man forstår medierne: Hvad
er en god historie? Hvordan bliver historien bedre – og bliver den
bedre for journalisterne, men værre for én selv? Hvorfor synes
medierne ikke, at dét man selv synes er den gode historie, er en
god historie? Og hvorfor ender ens gode historie med at være en
helt anden historie, når medierne har haft fingrene i den?
Hvor mediehåndtering førhen foregik øverst i organisationen,
starter samarbejdet med pressen i dag på mange niveauer. Derfor bør
alle, der skal arbejde i virksomheder eller organisationer,
grundlæggende forstå, hvordan pressen tænker – og hvordan man kan
tænke sine egne dagsordner ind i mediernes måde at arbejde på. Det
er nemlig den mest effektive måde til at skabe positiv opmærksomhed
om sin sag.
Dette kursus giver teoretiske og praktiske værktøjer, der sætter
de studerende i stand til at forstå medierne og arbejde med
journalisterne – undervist af en erfaren journalist, der også har
akademisk baggrund.
Kurset vil undersøge følgende temaer:
- Hvad skal virksomheder med medierne?
- Hvad sker der, når medarbejderen møder journalisten?
- Hvordan håndterer man pressen?
- Hvordan håndterer journalisten kilderne?
- Hvordan fungerer medierne?
- Hvordan sælger man sin historie?
- Hvordan og hvornår køber journalisterne historien?
- Hvad gør virksomheden, når krisen rammer?
- Hvad gør journalister, når krisen
rammer?
|